Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om os

Om Børne-Ungehuset Lundergård Hjørring

Vi glæder os meget til at byde jer velkommen her i vores skønne hus, Børne Ungehuset Lundergård - en del af Område Nord-Vest. 

I er altid meget velkommen til at kontakte os, hvis I har spørgsmål eller gerne vil besøge os.

 

Hvad kendetegner Børne-Ungehuset Lundergård Hjørring

Børne-Ungehuset Lundergård er et sted, hvor mange forskellige mennesker mødes, og hvor det at danne venskaber på kryds og tværs af alder, sprog, kultur og traditioner ses som en ressource. 

Vi er meget optagede af børns leg, og hele tiden nysgerrige på hvordan vi understøtter børnenes lege og hjælper alle børn til at indgå i legefællesskaber.

Personalet arbejder ud fra et ressourcesyn og tanken om at alle gør det godt hvis man kan.

Vi er DGI-certificeret, hvilket betyder vi har et særligt fokus på børns kropsduelighed og bevægelsesglæde, som en kilde til børns legekompetencer, læring og udvikling.

I børnehaven deltager børnene i Sistema, et musikalsk samarbejde med Hjørring Musiske skole, hvor børnene møder musikken gennem leg og musik bliver en del af børnenes hverdag. 

På dagtilbudsområdet i Hjørring arbejder vi alle ud fra kommunens dagtilbudspolitik, det Fælles Børnesyn på dagtilbuds- og skoleområdet, samt de styrkede læreplaner. Vi benytter KVALid som dialog- og refleksionsværktøj, for at understøtte udviklingen af vores pædagogiske praksis. 

 

Herudover har vi i Børne Ungehuset Lundergård nedenstående værdier: 

Empati:

  • At mærke egne følelser
  • At kunne sætte sig ind i andres følelser og oplevelsesverden
  • At kunne handle på måder der understøtter relationer til andre

 

Innovation:

  • At skabe eller indføre noget der ændrer den etablerede metode eller opfattelse
  • At være skabende og nytænkende i en allerede eksisterende praksis
  • At gøre noget som vidner om visionær tankegang eller nyskabende evner

 

Anerkendelse:

  • At blive set, hørt, mærket og respekteret som den du er, med de følelser og meninger du har.
  • At blive anerkendt som person og for ens indsats
  • At opleve gensidig respekt for forskellighed og nysgerrighed i forskellige oplevelsesverdener
  • At betragte forholdet til et andet menneske som et gensidigt forhold mellem ligeværdige

 

Social mestring: 

  • At opbygge kompetencer til at kunne begå sig i forskellige sociale arenaer, samt have selvkontrol til at omstille sig i de forskellige arenaer.
  • At tackle og håndtere en social udfordring
  • At have sociale kompetencer, der gør at man kan definere og løse udfordringer i menneskelige relationer

 

Demokratisk dannelse:

  • At blive hørt og taget alvorligt, som led i starten på en dannelsesproces og demokratisk forståelse
  • At være aktivt deltagende i demokratiske processer og fællesskaber
  • At indgå, gennem kommunikativ handlen og under ansvar for fællesskabet, i et forpligtende medborgerskab

 

Inden opstarten

Inden jeres barn begynder i Børne Ungehuset Lundergård, modtager I et velkomstbrev. I brevet kan I blandt andet se hvem der er jeres primærpædagog, hvem I skal kontakte for at lave en aftale om opstarten og flere praktiske oplysninger. 

Det er vigtigt for barnets udvikling, at forældre og personale er klar over, hvad man forventer af hinanden. Kun gennem et tæt samarbejde med jer forældre kan vi sikre, at vores pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i jeres barns forudsætninger, så barnet får de bedste muligheder for at lære og udvikle sig. 

For at understøtte dialogen mellem forældre og personale, inviteres I til dialoghjul-samtaler. Samtalerne er tilrettet de forskellige alderstrin. Samtalerne vil typisk være i forbindelse med de skift, der sker i jeres barns liv for at sikre den tryggeste overgang. 

 

Børne-Ungehusets nærmiljø

Børne Ungehuset Lundergård ligger i et dejligt nærmiljø, med skole, indkøbsmuligheder og natur meget tæt på. Herudover har vi vores egen bus, som gør det muligt for os, at tage på ture til stranden, skoven og andre spændende steder. 

 

Grupper

Børne og Ungehuset Lundergård består af Vuggestue, Børnehave, en Juniorklub og en Ungdomsklub. Herudover huser vi også en Minigruppe, som er en lille gruppe for børn, som har brug for lidt ekstra hjælp i perioder. 

I vuggestuen er børnene fordelt på 4 stuer, to for de yngste og to for de ældste.

Børnehaven består af to aldersintegrerede grupper, hvor børnene aldersmæssigt er fra 3,1 år til ca. 5 år. De ældste børnehavebørn er samlet i Skovgruppen, som er den gruppe, man går i det sidste år inden skolestart. Skovbørnene er meget af tiden i vores Skovhytte i Vandsted Plantage, hvortil børnene køres frem og tilbage i vores egen bus. Når skolebørnene begynder i 4. klasse, kan de deltage i vores Juniorklub om eftermiddagene. Der kan de gå indtil de kan optages i vores Ungdomsklub, når de er blevet 11 år. Jeres barn kan således gå i Børne og Ungehuset fra det er 0 til det er 18 år, med en lille pause fra børnehaveklasse til og med 3 kl.  

Vi ved, at de relationer og den fælles historie der opbygges mellem barn, forældre og medarbejdere over tid, har stor betydning for barnets gode og trygge udvikling. 

 

Hvordan og med hvem samarbejder vi 

Vi har en rigtig god brobygning med skolen, som sikrer at jeres barn kender lidt til skolen inden skolestart. Herudover samarbejder vi med Hjørring Musiske Skole, biblioteket, Vendsyssel Teater, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning hvorfra vi kan få råd og vejledning af f.eks. talepædagog, psykolog og fysioterapeut. 

Forældre og personale bruger Aula, et elektronisk komme/gå-program som nogle kender fra skolen. Her kan I give besked om barnet er sygt, holder fri, andre der henter, indtaste ferie osv. Selv om I anvender Aula, er det vigtigt, at I får hilst på en af de voksne, når I afleverer jeres barn. Så ved vi at barnet er kommet og vi har overtaget ansvaret for barnet. På samme måde beder vi jer siger farvel til en af de voksne i børnehaven, når I henter jeres barn. 

 

Hverdagen

Vores almindelige åbningstid er alle hverdage fra kl. 6.30 til kl. 16.30 - fredag dog til klokken 16.00. Der kan ansøges om udvidet åbningstid som er fra 6-6.30 og fra 16.30 til 18.00, fredage dog kun til 17.00. 

Børnehaven og vuggestuen åbner sammen og der vil være mulighed for at få morgenmad indtil kl. 7.30 

Kl. 7.30 fordeler børn og personale sig i deres egne grupper. 

Kl. 8.30 samles børnene og spiser formiddagsmad. Efter formiddagsmaden går børn og voksne i gang med spontane og/eller tilrettelagte aktiviteter. De tilrettelagte aktiviteter tager ofte udgangspunkt i et aktuelt tema/årstid/tradition eller noget som børnene er optagede af. Det kan være temaer som forår, fastelavn osv., og knyttet til disse temaer, afvikles aktiviteter som for eksempel musik, sang, madlavning, værksted, bibliotek og meget andet. 

Vi anbefaler, at jeres barn møder senest kl. 8.30, så jeres barn kan være med fra starten af aktiviteterne. 

Kl. 11.30 samles børnene til samvær og spisning i deres basisgrupper sammen med deres voksne. Vi lægger vægt på, at vi sidder og spiser sammen - hygger os og snakker. Efter spisningen går vi for det meste på legepladsen. 

Ca. kl. 14 samles børnene og så kan de vælge at spise deres frugt eller en mad fra deres madpakke. Herefter er der forskellige aktiviteter både ude og inde. 

Efter kl. 16.15, hvor de fleste børn er hentet, vil I kunne opleve, at børnene fra Vuggestue, Børnehave, Minigruppe og Skovgruppe kan samles og slutte dagen af sammen. 

Da vi opholder os ude i al slags vejr, skal børnene have praktisk påklædning på - afhængig af årstiden. Vi vil gerne have, at der ligger skiftetøj og ekstra fodtøj i barnets garderobe. 

 

Mad og måltider 

I børnehaven skal jeres barn skal hver dag medbringe mad til hele dagen (formiddag og middag) i én eller flere madkasser med navn på. Børnene medbringer også egen drikkedunk, som kun skal indeholde vand. 

I vuggestuen er der frokostordning, dvs. at de får serveret frokost hver dag. Forældrene sørger selv for frugt til børnene om eftermiddagen. Det gør man ved at aflevere et stk. frugt i en frugtpose (med navn på) i kurven i barnets gruppe hver dag. Om eftermiddagen spiser børnene frugten evt. sammen med en mad fra deres madkasse. 

 

Indretning i Børne-Ungehuset

Vi har til huse i et børnehus, som blev taget i brug i 2018, et dejligt rummeligt hus med god plads, samt en nyere legeplads med plads til at boltre sig. Huset er indrettet således at hver afdeling har sin egen indgang, med tilhørende garderobe, grupperum og badeværelser. Derudover er huset også indrettet med forskellige funktionsrum, f.eks. atelier, motorikrum og lignende. 

 

Aula

Forældre og personale bruger Aula, et elektronisk komme/gå-program som nogle kender fra skolen.

Her kan I give besked om barnet er sygt, holder fri, andre der henter, indtaste ferie osv. 

Selv om I anvender Aula, er det vigtigt, at I får hilst på en af de voksne, når I afleverer jeres barn. Så ved vi at barnet er kommet og vi har overtaget ansvaret for barnet. På samme måde beder vi jer siger farvel til en af de voksne i børnehaven, når I henter jeres barn.